#AllForClimate går i luften den 11. oktober! Kom og...

FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Hvis du vil bidrage til kampagnen

Du kan hjælpe med det samme ved at:

  1. Dele kampagnens indhold (plakaterne, videoer m.m.) på sociale medier.
  2. Printe plakaterne og tage dem med til demonstrationer.
  3. Printe en plakat og bringe den til et medlem af dens målgruppe (fx en avis eller en fagforening)
  4. Starte en dialog eller debat om anbefalingerne til én af kampagnens målgrupper.

Kontakt os også gerne med ris, ros, ideer eller gode råd.

Vil du være med til at udvikle og udbrede kampagnen? Så se næste spørgsmål.

Der er mange forskellige opgaver der skal løses, og vi har brug for mange forskellige evner. Du kan deltage på kampagneholdet ved at sende os en besked (se vores kontaktside) og skrive lidt om hvem du er, hvad din baggrund er, hvad du gerne vil hjælpe med, eller andet som du synes er relevant.

Bær over med os, hvis vi ikke svarer med det samme. Vi er alle travle mennesker med familie, job og andet, men vi skal nok vende tilbage til dig.

Om kampagnen #AllForClimate

Vores vision er en fremtid, hvor vi har forhindret en klimakatastrofe med uoverskuelige konsekvenser for menneskeheden, og samtidig har skabt et samfund, som sikrer gode levevilkår for alle mennesker, på tværs af grænser og generationer.

Ifølge FN’s klimapanel kræver klimakrisen “hurtige, vidtrækkende og hidtil usete omstillinger i alle dele af samfundet”. Vi er overbeviste om, at omstillingen kun kan lykkes, hvis vi redefinerer det gode liv og skaber en økonomi som ikke er afhængig af vækst.

Kampagnens mission er at opfordre og presse alle samfundsaktører til at påtage sig opgaven med at skabe den gennemgribende forandring af vores levevis og samfund, som er nødvendig for at forebygge en klimakatastrofe og sikre gode levevilkår for alle inden for planetens grænser.

Alt for mange har alt for længe ventet på at nogle andre skulle løse problemet. Men alle aktører i samfundet har vigtige roller at spille i den omstilling vi skal igennem. Og skal vi nå det i tide, er der brug for at alle individer og organisationer bliver aktivister nu. Det er kernen i #AllForClimate.

Kampagnen består af en serie af enkle plakater. Hver plakat henvender sig til én målgruppe, fx medierne, med syv anbefalinger til, hvordan netop denne målgruppe kan hjælpe omstillingen på vej.

Plakaterne vil blive lanceret én ad gangen, med cirka to måneders mellemrum, fra 11. oktober 2021. De kan nemt deles online såvel som fysisk.

Kampagnen kan fortsætte og udvikles i det uendelige med nye anbefalinger til nye målgrupper.

Vi ønsker at alle samfundsaktører indser behovet for deres aktive deltagelse i den enorme forandringsopgave der ligger foran os. Vi ønsker at alle skal gå fra passiv klimabekymring til klimaaktivisme.

Med de syv konkrete anbefalinger til hver samfundsaktør ønsker vi at starte debatten om, hvad hver samfundsaktører skal bidrage med og forpligte sig til, for at den grønne omstilling kan lykkes.

Kampagnen #AllForClimate er oprindelig startet af en lille gruppe engagerede borgere og støttes nu af en række forskere, økonomer og NGO’er fra flere lande.

Kampagnen er tænkt som “open source”; vi inviterer alle til at bruge og videreformidle kampagnematerialerne, udvikle egne varianter af anbefalingerne og udvikle anbefalinger til nye målgrupper. Med andre ord er kampagnen ikke vores, men alles.

De første plakater med anbefalinger målrettes:

  • Medie
  • Borgerne
  • Fagbevægelsen
  • Politikerne
  • Erhvervslivet
Herefter fortsætter vi med at udvikle anbefalinger til nye målgrupper. Kontakt os gerne, hvis du har ideer til målgrupper der er særligt relevante eller input til hvad der bør indgå i anbefalingerne.